Gå til indhold

3 Sikring mod brand

Brandsikring af afløbsinstallationer består primært i at udforme og udføre rørgennemføringer, så de krævede brandtekniske egenskaber for vægge og dæk ikke forringes. Afsnittet gennemgår de relevante bestemmelser i DS 432, Norm for afløbsinstallationer (Dansk Standard, 2009a) og Bygningsreglement 2015 (Trafik- og Byggestyrelsen, 2016) og bringer en række eksempler på brandsikker udformning af gennemføringer og indkapsling af afløbsledninger.
Ved gennemføringer kan der være lydtekniske krav, se afsnit 4, Støj .

3.1 Brandbestemmelser

Bygningsreglementet

I Bygningsreglement 2015 (BR15), kapitel 5, stk. 1, gælder et generelt funktionskrav om tryghed mod brand og brandspredning.
For afløbsinstallationer har dette især betydning ved gennemføringer for installationer i brandadskillende bygningsdele, der skal lukkes tæt, så adskillelsernes brandtekniske egenskaber ikke forringes.
Funktionskrav i BR10 er uddybet dels i DS 432 og dels i Eksempelsamling om brandsikring af byggeri (Energistyrelsen, 2012).

Afløbsnormen

DS 432, Norm for afløbsinstallationer (Dansk Standard, 2009a) indeholder i afsnit 2.3.1 følgende generelle bestemmelser om brand og røgspredning:
’Afløbsinstallationer udføres således, at de ikke giver anledning til brand- og røgspredning mellem brandsektioner eller mellem brandceller.
Når afløbsinstallationer indbygges i eller gennembryder bygningsdele, til hvilke der stilles brandtekniske krav, skal den samlede konstruktion udføres således, at den krævede brandtekniske adskillelse er opretholdt.’

3.2 Brandtekniske begreber

3.2.1 Brandcelle

En brandcelle er et eller flere rum, som er adskilt fra tilstødende rum eller bygninger med en bygningsdel med brandmodstandsevne mindst klasse EI-60, dog mindst EI-30 mod uudnyttelige tagrum. Brandcellen må højst være i to etager. Etagearealet af en brandcelle i to etager må højst være 150 m2.
Inden for den enkelte brandcelle kan alle afløbsrør normalt anvendes uden begrænsninger. Først når afløbsrøret gennembryder brandcellens vægge eller dæk, stiller BR10 og DS 432 krav, som skal opfyldes. Kravene er enklest at opfylde ved anvendelse af ikke-brændbare afløbsrør.

Brandsektion

En brandsektion er en eller flere brandceller, som er adskilt med en bygningsdel mindst klasse EI-60-A2-s1,d0 fra tilstødende brandsektioner eller bygninger. Etagearealet i en brandsektion varierer efter bygningens anvendelse. 

Ikke-brændbare afløbsrør

Afløbsrør af støbejern og lette metalrør betragtes som ikke-brændbare, og derfor kan de ved passage af vægge og dæk, der afgrænser en brandcelle, tætnes ved god omstøbning som vist i figur 27. En sådan gennemføring kan imidlertid medføre støjgener. Hvis den lydteknisk bedre gennemføring i figur 28 vælges, skal det sikres, at røret ikke kan forskyde sig ved brand, fx ved fastgørelse som vist i figur 29.
Derudover bør især tungere rør være fastgjort, så de ikke i tilfælde af brand kan falde ned og dermed være til fare for redningspersonel og andre.
Omstøbt ikke-brændbart afløbsrør
Figur 27. Omstøbt ikke-brændbart afløbsrør.
Lyd- og brandteknisk god gennemføring af ikke-brændbart afløbsrør.
Figur 28. Lyd- og brandteknisk god gennemføring af ikke-brændbart afløbsrør.
Eksempler på fiksering af ikke-brændbare afløbsrør.
Figur 29. Eksempler på fiksering af ikke-brændbare afløbsrør.

Brændbare afløbsrør

Generelt skal alle brændbare afløbsrør, der forbinder brandceller, brandsikres ved godkendt brandisolering, indkapsling, eller med en til formålet godkendt brandmanchet, så den ønskede brandmodstandsevne for den samlede konstruktion opretholdes. Især udførelsen med indkapsling giver ofte gode muligheder for at kombinere brand- og støjisolering.

3.3 Traditionelle brandtekniske løsninger

En gennemgående 110 mm plastrørledning kan isoleres som vist i figur 30 eller indkapsles som vist i figur 31. 
Isolering af Ø 110 mm rør med rørskåle af mineraluld. 
Figur 30. Isolering af Ø 110 mm rør med rørskåle af mineraluld. 
 Indkapsling af plastrør med gipsplader.
Figur 31. Indkapsling af plastrør med gipsplader.
Hvis rørene er placeret, så der ikke skal tages hensyn til eventuel støj, kan der i stedet for isolering eller indkapsling af afløbsrørene i eller ved gennemføringen monteres en brandmanchet, der lukker hullet ved brand. En brandmanchet skal være godkendt til formålet. Der findes i dag en række godkendte brandmanchetter på markedet. En del er knyttet til bestemte rørfabrikater, andre er multianvendelige. Under alle omstændigheder skal monteringsanvisningen og godkendelsens betingelser følges. Brandmanchetter findes i to typer: den ene monteres i gennemføringen, den anden på bygningsdelen.
Eksempler på montage af en multianvendelig brandmanchet i væg.
Figur 32. Eksempler på montage af en multianvendelig brandmanchet i væg. Brandmanchetten skummer op og lukker gennemføringen ved varmepåvirkningen fra en brand.
Eksempel på montage af en multianvendelig brandmanchet i dæk.
Figur 33. Eksempel på montage af en multianvendelig brandmanchet i dæk. Brandmanchetten skummer op og lukker gennemføringen ved varmepåvirkningen fra en brand.
Eksempler på brandmanchetter monteret i og på dæk
Figur 34. Eksempler på brandmanchetter monteret i og på dæk. Brandmanchetten skummer op og lukker gennemføringen ved brandpåvirkning. Bemærk, at brandmanchetten skal placeres i dækkets underside.
Eksempler på brandmanchetter monteret i og på væg.
Figur 35. Eksempler på brandmanchetter monteret i og på væg. Brandmanchetten skummer op og lukker gennemføringen ved brandpåvirkning.

3.4 Rørnicher

Forudsat at afstanden til beskyttelsen er mindst 40 mm, kan et enkelt rør i kælder og etager tillades brandbeskyttet med en isolering eller beklædning mindst som bygningsdel klasse E 60, fx 1 mm galvaniseret stålplade, se figur 36.
Brandbeskyttelse af enkeltrør.
Figur 36. Brandbeskyttelse af enkeltrør.

3.4.1 Rørskakte

I skakte tillades op til tre nærtstående rør beskyttet med en bygningsdel mindst klasse EI 30 A2-s1,d0 – i form af enten isolering eller beklædning, se figur 37.
 Eksempler på brandbeskyttelse af rør i skakt.
Figur 37. Eksempler på brandbeskyttelse af rør i skakt.
  1. Brandbeskyttet med beklædning.
  2. Brandbeskyttet med isolering.
Udførelse af brandisolering af vakuumventil og rør i tagrum. 
Figur 38. Udførelse af brandisolering af vakuumventil og rør i tagrum. 

Brandtekniske typeløsninger

Vejledningen angiver ikke, hvordan rørgennemføringer, brandbeskyttelse m.m. kan udføres mellem rum med ens eller forskellig brandbelastning. Tabel 1 giver en oversigt over en række installationsdetaljer med henvisninger til de efterfølgende figurer med brandtekniske typeløsninger.
Tabel 1. Henvisning til brandtekniske typeløsninger.
Gennemføring nr.
(Se illustration under tabel)
Se figur nr.
Gennemføring nr.
(Se illustration under tabel)
Se figur nr.
1
Figur 38
 8
Figur 43
2
Figur 31 og figur 35
 9
Figur 36 og figur 37
3
Figur 39
10
Figur 44
4
Figur 31
11
Figur 45
5
Figur 40
12
Figur 46
6
Figur 41
13
Figur 43, figur 33 og figur 36
7
Figur 42
14
Figur 39
Rum med forsskellige brændbelastninger
Eksempler på rørgennemføring af a) rør di ≤ Ø 106 mellem to rum med særlig lav brandbelastning og b) rør di ≤ Ø 89 mellem to rum med normal brandbelastning.
Figur 39. Eksempler på rørgennemføring af a) rør di ≤ Ø 106 mellem to rum med særlig lav brandbelastning og b) rør di ≤ Ø 89 mellem to rum med normal brandbelastning.
Eksempler på gennemføringer til gulvstående wc fra rum med normal brandbelastning.
Figur 40. Eksempler på gennemføringer til gulvstående wc fra rum med normal brandbelastning.
Eksempler på rørgennemføring fra skakt til rum med normal brandbelastning,
Figur 41. Eksempler på rørgennemføring fra skakt til rum med normal brandbelastning,
Ø 89 < di ≤ Ø 106 mm. 
Eksempel på gennemføring ved gulvstående wc ved rum med særlig lav brandbelastning.
Figur 42. Eksempel på gennemføring ved gulvstående wc ved rum med særlig lav brandbelastning.
Eksempel på gennemføring ved væghængt wc.
Figur 43. Eksempel på gennemføring ved væghængt wc. Bemærk, at ved rum med normal brandbelastning virker det væghængte wc som brandafskærmning.
Rørgennemføring di ≤ Ø 89 mm mellem to rum med normal brandbelastning.
Figur 44. Rørgennemføring di ≤ Ø 89 mm mellem to rum med normal brandbelastning.
ennemføring af plastgulvafløb ved rum med særlig lav brandbelastning og plastgulvafløb.
Figur 45. Gennemføring af plastgulvafløb di ≤ Ø 106 mm ved rum med særlig lav brandbelastning og plastgulvafløb di ≤ Ø 89 mm ved rum med normal brandbelastning. Brandmanchetter er ikke nødvendige, men anvendelsesmulighederne afhænger af rørdimensionen.
 Gennemføring af plastgulvafløb Ø 89 < di ≤ Ø 106 mm ved rum med normal brandbelastning
Figur 46. Gennemføring af plastgulvafløb Ø 89 < di ≤ Ø 106 mm ved rum med normal brandbelastning. Brandmanchet er påkrævet ved rørvandlås af plast.