Gå til indhold

9 Renoverings­metoder

Alle afløbsinstallationer slides, og derfor er det nødvendigt fra tid til anden at reparere dem, herunder at udskifte enkelte dele. DS 432, Norm for afløbsinstallationer (Dansk Standard, 2009a) gælder for nyanlæg og for væsentlige ændringer. Ved reparationer og udskiftning af apparater, beholdere m.m. er det tilladt at anvende metoder og materiel, der har været tilladt på udførelsestidspunktet.
Ved renovering forstås en forbedring af anlægget, så levetiden forlænges. Renovering kan bestå af en omlægning af systemet eller en forbedring ved brug af renoveringsmetoder. 

9.1 Ledninger i jord

Hvis det i forbindelse med reparation af en afløbsinstallation er ønskeligt at undgå store opgravninger, eller hvor opgravning er vanskelig, fx under et gulv, kan en af følgende ’opgravningsfrie’ udskiftnings- eller renoveringsmetoder eventuelt anvendes:
  • Strømpeforing
  • Foring med lange sammensvejste rør
  • Stram foring
  • Rørsprængning. 

9.1.1 Strømpeforing

Efter opmåling af ledningslængde og diameter fremstilles en fleksibel strømpe bestående af filt eller glasfiber. På den ene side eller på begge sider af fiberlaget er strømpen forsynet med plastfilm. Fiberlaget vædes med epoxy eller polyester inden installeringen. Herefter trækkes eller krænges strømpen ind i afløbsledningen fra en nedgangsbrønd, se figur 110. Når foringen er på plads, presses den ud mod rørvæggen ved hjælp af overtryk, og den flydende epoxy eller polyester hærder af. Hærdningen kan accelereres med ultraviolet lys, damp eller varmt vand afhængig af strømpefabrikat. Når hærdeprocessen er afsluttet, kan eventuelle tilslutninger åbnes ved hjælp af en fjernstyret fræserobot, som arbejder indvendig i den forede ledning. Der findes systemer, hvor der skydes en strømpe ind i en stikledning fra hovedledningen eller fra en brønd, og hvor der ikke behøver at være en slutbrønd i den anden ende. 
Strømpeforing kan kun udføres af specialentreprenører.
Strømpeforing. A der krænges i en ledning. V der trækkes i en ledning.
Figur 110. Strømpeforing.
  1. En strømpeforing krænges ind i en ledning.
  2. En strømpeforing trækkes ind i en ledning.

9.1.2 Foring med lange, sammensvejste rør

En ledning bestående af PE-rør (polyethylen), som er svejst sammen til en lang sammenhængende ledning, trækkes ind i den gamle afløbsledning, se figur 111. Da den nye ledning har mindre diameter end den gamle, kommer der et hulrum mellem den gamle og den nye ledning. Hulrummet fyldes med letbeton.
Foring med lange, sammensvejste rør. I de fleste tilfælde sker indføringen fra en mindre opgravning, se figur 111a. Kun hvis der anvendes en meget fleksibel ledning, kan arbejdet udføres fra en nedgangsbrønd, se figur 111b.
Figur 111. Foring med lange, sammensvejste rør. I de fleste tilfælde sker indføringen fra en mindre opgravning, se figur 111a. Kun hvis der anvendes en meget fleksibel ledning, kan arbejdet udføres fra en nedgangsbrønd, se figur 111b.
Den nye ledning spærrer for de eksisterende tilslutninger. For at slutte disse til den nye ledning graves der op ved hver enkelt tilslutning. Tilslutningen kan udføres ved indsætning af grenrør eller ved hjælp af sadelgrenrør. Metoden kan anvendes, hvis de eksisterende ledninger for eksempel er beton Ø 150 mm, mens det er beregnet eller vurderet, at en Ø 110 mm ledning har tilstrækkelig kapacitet til den eksisterende vandstrøm.
Foring med lange sammensvejste rør kan udføres af alle entreprenører.

9.1.3 Stram foring

En PE-plastledning fremstilles på fabrik med midlertidigt ændret tværsnit ved at blive foldet på langs. Den sammenfoldede ledning trækkes ind i den ledning, der skal renoveres. Når plastledningen er trukket på plads, udvides den til det oprindelige tværsnit ved hjælp af varme og tryk og ligger herefter tæt til den gamle ledning. Installeringen sker fra en nedgangsbrønd eller en mindre opgravning. Eksisterende tilslutninger kan åbnes med en fjernstyret robot, som arbejder indvendigt i den forede ledning, se figur 112.
Stram foring kan kun udføres af specialentreprenør.
En stram foring føres ind i en ledning fra en nedgangsbrønd. 
Figur 112. En stram foring føres ind i en ledning fra en nedgangsbrønd. 

9.1.4 Rørsprængning

En eksisterende ledning kan udskiftes med en ny med samme dimension eller større dimension ved at knuse den gamle ledning og skubbe de løse stykker ud i jorden. Samtidig trækkes/skubbes en ny ledning ind.
Knusningen foregår med en cylinderformet hammer, der trækkes gennem ledningen med et spil. På hammeren er der monteret et knusehoved, og bag på dette er den nye ledning monteret. 
Den nye ledning består normalt af PE-rør (polyethylen), der er svejset sammen til en lang ledning. Arbejdet udføres fra en arbejdsgrube, hvis størrelse er afhængig af, hvor meget det nye rør kan bøjes. Der graves op ved eksisterende tilslutninger, og for at undgå ødelæggelse afbrydes disse, inden rørsprængningen udføres. Tilslutning til den nye ledning sker ved hjælp af sadelgrenrør eller indsætning af grenrør, se figur 113.
Rørsprængning kan udføres af alle entreprenører.
Rørsprængning, hvor den gamle ledning knuses, og en ny ledning trækkes ind i den knuste ledning.
Figur 113. Rørsprængning, hvor den gamle ledning knuses, og en ny ledning trækkes ind i den knuste ledning.

9.1.5 Generelt

Vær opmærksom på, at:
  • Eksisterende tilslutninger registreres, inden arbejdet påbegyndes.
  • Ledningen er rengjort, og rødder og indragende tilslutninger er fjernet, inden arbejdet påbegyndes. Dette er dog ikke nødvendigt ved rørsprængning.
  • De fleste af metoderne giver en mindre reduktion af vandføringsevne.
  • Stor længdeudvidelseskoefficient af PE-ledninger kan give forskydninger, som skal være udlignet inden tilslutning af sideledninger.
  • Eventuelle hulrum mellem den eksisterende og den nye ledning fyldes ud med letbeton.
  • Høj grundvandsstand kan indvirke på hærdeprocessen for strømper og udvidelsesprocessen for stram foring.
  • Der i forbindelse med rørsprængning er risiko for skader på fundamenter og på andre ledninger i nærheden af afløbsledningen.
  • Metoderne – bortset fra rørsprængning – ikke kan anvendes i ledninger med store forskydninger, vinkeldrejninger og deformationer.

9.1.6 Kvalitetssikring og kontrol 

I Danmark findes en frivillig kontrolordning: Kontrolordning for Ledningsrenovering, der skal sikre, at de tilsluttede firmaer opfylder deklarationen for de optagne renoveringsmetoder, se
www. kontrolordninger.dk
Kontrolordningen bruges primært af virksomheder, der renoverer hovedkloaksystemer. 
Til renovering af afløbsledninger i og under huse (afløbsinstallationer) findes der en række strømpeforingssystemer, der ikke er tilknyttet Kontrolordning for ledningsrenovering.
Nogle forhandlere tilbyder kurser og kvalitetsstyringssystemer, så købere uddannes i installation af det købte produkt.

9.2 Opgravningsfri ledningsetablering

I områder, hvor det er vanskeligt at grave, fx ved store dybder eller meget trafikerede veje, kan en ny ledning etableres uden opgravning ved hjælp af:
  • Styret boring
  • Gennempresning/mikrotunnelering
  • Pilotrørsmetoden
  • Ikke-styrbare metoder.
Det kræver ekspertise at få det helt korrekte fald på gravitationsledninger med fald under 25 ‰ ved hjælp af opgravningsfri ledningseta-blering. 
Mere information om planlægning og brug af styret boring m.m. findes i Scandinavian Society for Trenchless Technology’s (SSTT) No-Dig håndbog og på www.sstt.dk.
Der findes en frivillig kontrolordning, Kontrolordning for lednings-etablering, hvor de tilsluttede entreprenører opfylder nogle minimumskrav. Entreprenører, som udfører opgravningsfri ledningsetablering, kan blandt andet findes på følgende hjemmeside: www. kontrolordninger.dk.

9.3 Renovering af ledninger i bygning

Til renovering/fornyelse af ledninger i bygning findes der en række metoder:
  • Relining med påsprøjtning af materiale indefra
  • Strømpeforing
  • Etablering af system med mindre dimension.

9.3.1 Relining 

Metoden består i at sprøjte et materiale på den indvendige side af rørvæggen. Det kan være plast, polyester, gummi eller lignende. Så snart toiletter og vandlåse er afmonteret, er der adgang til ledningssystemet med det nødvendige udstyr. Først renses den eksisterende faldstamme mekanisk af med vand og et roterende renseværktøj. Derefter sprøjtes materialet på, ofte i flere omgange.

9.3.1 Strømpeforing

Stående ledninger kan renoveres med strømpeforinger. En strømpe føres ind i det defekte rør enten fra taget eller kælderen gennem det eksisterende rørsystem. Strømpen presses ud mod rørvæggen ved overtryk. Derefter hærder strømpen og danner en ny ledning inde i den gamle. Stik kan skæres op indefra, og det er ligeledes muligt at renovere køkkenfaldstammer og toiletfaldstammer med tilhørende sidegrene og vandlåse.

9.3.3 System med mindre dimension

Ældre faldstammer kan udskifte med en ny i dimensionen Ø 82 mm. Mellem etagerne skæres den eksisterende faldstamme væk, og i etageadskillelsen bruges det eksisterende rør som rørføring. Gulvafløb og tilslutninger kan også renoveres. 
Forudsætningen for brug af så lille en dimension er, at der kun anvendes de til systemet hørende bøjninger og tilslutninger, samt at der kun anvendes wc, der er indstillet til at skylle med 3,5 liter.